Bakteriel peritonit

Intraperitoneal behandling af bakteriel peritonit


Ny farmaceutisk sammensætning til intraperitoneal behandling

Reponex Pharmaceuticals ApS har indleveret en patentansøgning angående en farmaceutisk sammensætning til en ny fremgangsmåde til behandling af bakteriel peritonit.

De essentielle nye træk er:

1. Intraperitoneal indgift

Den post-kirurgiske antibakterielle behandling foregår ved intraperitoneal indgift af lægemidlerne, ikke systemisk (fx i.v.) indgift. Den farmaceutiske sammensætning opløses i saltvand eller en fysiologisk saltsammensætning svarende til peritoneal dialysevæske. Der lægges et intraperitonealt kateter som til peritoneal dialyse.

Fordel: Man opnår høje lokale koncentrationer af de aktive stoffer, dér hvor deres virkning ønskes, med lavere systemiske koncentrationer og reduceret mulighed for systemiske bivirkninger. Iht. GM-CSF er det særligt betydningsfuldt, at det gives intraperitonealt, idet systemisk behandling giver svækket lokal effekt med risiko for større systemiske bivirkninger.

2. Tostrenget bekæmpelse af infektionen
  1. Cytokinet GM-CSF (molgramostim = rekombinant humant GM-CSF udtrykt i E. coli) gives i lav intraperitoneal dosis. Dette forbedrer den ofte reducerede virkning af de peritoneale makrofager og rekrutterer yderligere makrofager i peritoneum, med styrket bakteriel bekæmpelse via de innate forsvarsmekanismer.
  2. Antibiotika gives i høj lokal koncentration. Fosfomycin vælges fordi det er et antibiotikum med et passende antibakterielt spektrum, også aktivt mod ESBL coliformer og MRSA, samtidigt med, at det er utoksisk på cellulært og systemisk niveau.

Underbyggende publikationer

Ad GM-CSF

Selgas R et al (1996) Immunomodulation of peritoneal macrophages by granulocyte-macrophage colony-stimulating factor in humans. Kidney Int 50:2070-2078.

I peritoneal dialysepatienter forårsagede GM-CSF i dialysevæsken en udtalt, forbigående rekruttering af “primed” makrofager i peritoneum uden udslag i inflammatoriske parametre. Det sluttedes at GM-CSF kunne øge den peritoneale forsvarskapacitet gennem forstærkning af effektor funktionerne af tilstedeværende og nyligt rekrutterede makrofager. Samtidigt giver studiet en indikation af et doseringsniveau, der har den ønskede effekt uden bivirkninger.

Orozco H et al (2006) Molgramostim (GM-CSF) associated with antibiotic treatment in nontraumatic abdominal sepsis: a randomized, double-blind, placebo-controlled clinical trial. Arch Surg 141:150-153; discussion 154.

I kirurgiske patienter med bakteriel peritonit reducerede subkutant GM-CSF forekomsten af infektiøse komplikationer og indlæggelsesdage.

Ad fosfomycin

Der findes studier, der rapporterer succesfuld behandling af bakteriel peritonit forbundet med peritoneal dialyse ved hjælp af intraperitoneal fosfomycin. I denne form for peritonit er det bakterielle spektrum dog forskelligt fra peritonit grundet tarmperforation, idet stafylokokker har en meget hyppigere forekomst.

Michel C et al (1989) Treatment of peritonitis in continuous ambulatory peritoneal dialysis with a combination of fosfomycin and pefloxacin. Pathol Biol (Paris) 37:269-271.

Der foreligger også et yderst nyttigt studie over farmakokinetikken af intraperitoneal fosfomycin i peritoneal dialysepatienter, som giver oplysninger, der er relevante for doseringen:

Tobudic S et al (2012) Pharmacokinetics of intraperitoneal and intravenous fosfomycin in automated peritoneal dialysis patients without peritonitis. Antimicrob Agents Chemother 56:3992-3995.

Michalopoulos AS et al (2011) The revival of fosfomycin. Int J Infect Dis 15:e732-e739.

Et review af nuværende status og (gen)anvendelse af fosfomycin.